Fakta om landminer

Fakta

• Det skønnes, at over 110 millioner aktive miner er spredt rundt om i 70 lande, og at et tilsvarende antal er på lager verden over, parat til at blive anvendt.
• Hver måned bliver over 2.000 mennesker dræbt eller lemlæstet ved mine-eksplosioner. De fleste af ofrene er civile, der træder på eller kører hen over en landmine, efter at fjendtlighederne er ophørt.
• For hver mine, der fjernes, bliver 20 lagt ned. I 1994 blev omkring 100.000 fjernet – men ca 2 millioner blev nedlagt.
• Anti-personel miner koster fra 3 til 30 dollars pr stk. Omkostningerne for det internationale samfund ved uskadeliggørelsen af dem ligger på mellem 300 og 1000 dollars.
• Prisen for fjernelse af alle 110 millioner aktive miner skønnes at ville være omkring 33 milliarder dollars. Mange eksperter mener, at det under de nuværende omstændigheder ville tage over 1.100 år at fjerne alle landminer i verden – forudsat ingen yderligere miner blev nedgravet.
• Brugen af landminer er øget dramatisk i de seneste 20 år. Det er navnlig sket med det formål at øve terror mod civilbefolkningen. Landminer anvendes bl.a. for at hindre adgang til landbrugsjord, vandingskanaler, veje, floder og offentlige serviceydelser.
• Ofre for landminer behøver dobbelt så mange blodtransfusioner som mennesker såret af skud eller fragmenter. Antallet af de nødvendige blodenheder ved operationer i forbindelse med mineulykker er mellem 2 og 6 gange større end ved anden form for krigskirurgi.
• Kirurgisk behandling og forsyning med kunstige lemmer koster omkring 3000 dollars pr patient i udviklingslandene. Det betyder en samlet omkostning på 750 millioner dollars for de 250.000 amputations-patienter, der hidtil er registreret af FN.
• Levering og fordeling af nødhjælp bliver enten forhindret eller stærkt forsinket af landminer. Det forværrer sulten blandt isolerede befolkninger.
• Af minekvæstede patienter kommer kun knap en fjerdedel til behandling inden for seks timer. En del flere inden for et døgn, men for mange kan det tage mere end 3 døgn at rejse til et behandlingssted.
• Manuel minerydning er yderst farligt. For øjeblikket sker der ulykker for hver 1-2.000 miner, der bliver ødelagt.
• Nedgravede landminer kan forblive aktive i over 50 år. Truslen fra dem vedvarer derfor længe efter, at fjendtlighederne er ophørt. Miner lemlæster og dræber titusinder af mennesker hvert år, de fleste af dem kvinder og børn.
• Foruden at skade civilbefolkningen fysisk og psykologisk hindrer landminerne sociale tjenester i at fungere. De truer forsyningen med fødevarer, eftersom tusinder af hektarer landbrugsjord ikke kan dyrkes. Dertil kommer, at de hindrer flygtninges og fordrevnes tilbagevenden til deres hjem.

Opmærksomhed på problemet

• Der er to hovedtyper af landminer: anti-tank miner (AT) og anti-personel miner (AP). Anti-tank miner er konstrueret til at ødelægge kampvogne og andre køretøjer. De er relativt store (normalt større end en mands sko) og tunge (vejer mere end 5 kilo). Disse miner indeholder tilstrækkeligt sprængstof til at ødelægge det køretøj, der rammer dem, og hyppigt bliver mennesker i køretøjet og i nærheden dræbt. Anti-tank miner bliver anbragt, hvor fjendtlige køretøjer forventes at anvende veje, broer og spor samt på begge sider af disse transportveje.
• Anti-personel miner er konstrueret til at kvæste mennesker. De har mindre eksplosionskraft og er meget mindre og lettere end anti-tank miner. De kan være så små som en pakke cigaretter og veje ned til 50 gram – men de kan også være langt større og tungere. Anti-personel miner findes i alle former og farver og laves af flere forskellige materialer.
• Selv om AP-miner kan slå et menneske ihjel, er hovedformålet at forårsage alvorlige kvæstelser. Et såret menneske må hjælpes, og det tager mere af fjendens tid og ressourcer. Anti-personel miner udlægges alle mulige steder – på stier, vejspor, i ørkener, i marker eller i og rundt om bygninger.
• AP-miner kan udløses på flere måder. Tryk på minen (dvs ved at træde på den), en berøring af en snor eller simpelt hen en rystelse kan forårsage eksplosionen. Disse miner kan også eksplodere, hvis en genstand over dem fjernes. De kan endvidere udløses ved fjernkontrol.

Mineudlægning

• Miner kan udlægges ved håndkraft. Men det kan også ske fra fly eller med artilleri. Når minerne er blevet aktiverede, er de særdeles farlige. Dertil kommer, at det er langt lettere at udlægge minerne end at fjerne dem igen. Miner er ofte gravet ned eller skjulte, så de er vanskelige at opdage.

Anti-personel miner lægges hyppigt i bestemte mønstre:

• rundt om en landsby, ved en vej, på broer, nær enkeltstående træer, langs flodbredder. Disse miner kan imidlertid også blive udlagt helt tilfældigt, og på grund af vejrforholdene kan de flytte sig i tidens løb. Mange miner er lette nok til at kunne flyde. Efter kraftig regn kan de derfor findes i helt anderledes og ofte uventede områder. Miner kan naturligvis også blive synlige, hvis sandet er blevet vasket væk fra dem. Men de kan lige så vel blive begravet dybere. Efter mange års konflikt kan man ikke være sikker på, hvilke områder i et krigsramt land, der er minefrie.
• Miner fortsætter med at være farlige, selv om de har været i jorden i mange år og eventuelt har flyttet sig. Som tiden går, kan de desuden blive endnu farligere og eksplodere lettere, eftersom de tæres eller ruster og bliver skrøbelige.

Sikkerhedsregler

• I undervisning om minefare vil instruktøren lære deltagerne i programmer at være opmærksomme på de følgende regler:
• * Pas på mistænkelige genstande
• * Rør aldrig ved eller træd på eksplosive stoffer eller mistænkelige genstande
• * Hvis man finder noget, man tror kan eksplodere, skal man anbringe et advarsels-skilt, så man kan finde stedet igen, og som en advarsel til andre
• * Advar andre mennesker og forklar, at man ikke må nærme sig det farlige sted
• * Fortæl myndighederne nøjagtig, hvad der er blevet observeret
• * Hvis der sker en ulykke, skal man huske på, hvad man har lært og tage de nødvendige forholdsregler.
• Når det er konstateret, at et område er mineret, sætter myndighederne store og meget synlige skilte op. Men eftersom det tager lang tid at finde de minerede områder, må lokalbefolkningen hele tiden være meget opmærksom på eventuel minefare og gå ud fra, at intet område er sikkert.
• Mennesker, der er forblevet i konfliktområder, kan have viden om, hvor miner er placeret. Disse mennesker bør tilskyndes til at opsætte advarselsskilte.
• I tidligere eller nuværende krigszoner er minefaren en daglig trussel, man hele tiden må tage hensyn til. Enhver, der befinder sig i lande med miner i jorden, bør kontakte de lokale myndigheder for at få nærmere oplysninger om “sikker adfærd”.

Beskyttelse af børn

• Miner er ofte blevet brugt på en ukontrolleret måde, navnlig i borgerkrige, i åbenlys strid med international humanitær lov og konventionen om barnets rettigheder. I nogle tilfælde har krigsførende parter direkte sigtet mod børn ved mineudlægning. Børn i Rwanda, der efter den seneste konflikt er vendt tilbage til Kigali, fandt at mange af deres hjem og skoler var blevet mineret af de styrker, der havde trukkket sig tilbage.
• Selv om de anvendes i overensstemmelse med gældende humanitær lov, udgør minerne en stor risiko for børn. Det skyldes bl.a., at minerne vedbliver med at være aktive i årtier. En anti-personel mine, der anbringes i dag, kan stadig have dræbende virkning i midten af næste århundrede. I 1980erne blev almindelige borgere i Polen dræbt af miner, der blev udlagt under anden verdenskrig.
• Udover at dræbe og invalidere børn i stort tal, er minerne også en trussel mod deres fysiske og sociale miljø. I Angola har mineudlægning f. eks. ført til, at store landbrugsområder er blevet gjort udbrugelige med det resultat, at der er udbredt underernæring og direkte sult mange steder. I Cambodia, hvor der er dobbelt så mange landminer som børn, blev flygtningenes tilbagevenden fra lejre i Thailand stærkt vanskeliggjort af minerne. Miner hindrer varefordeling og arbejdskraftens bevægelighed. Det medfører, at de ramte lande får endnu sværere ved at komme ud af deres fattigdom.

Ekstrem sårbarhed

• Børn er i en særlig risikogruppe med hensyn til mineskader på grund af deres nysgerrighed og deres leg. De forskellige former, farver og størrelser på landminer kan tiltrække et barns opmærksomhed. Der findes ligefrem en speciel mine, der er formet som et stykke legetøj. Fysisk er børn dårligt rustede til at tåle de frygtelige kvæstelser og det store blodtab ved mineeksplosioner. De overlevende må forvente amputation af et ben eller en arm. Dertil kommer, at ofrene hyppigt bliver blinde. Lemlæstede for livet er der kun få af de ramte børn, der får tilstrækkelig rehabiliteringsbehandling.
• FN har gennem børnefonden UNICEF og dens nationale komiteer koncentreret bestræbelserne om at udvikle samarbejde med frivillige organisationer (NGOs) for bl.a. at fremme et fuldstændigt forbud mod landminer. UNICEF samarbejder også med FNs center for menneskerettigheder og FN-eksperter vedrørende rapportering om situationen for børn i væbnede konflikter, ikke mindst med henblik på at beskytte dem mod anti-personel miner.

Opmærksomhed som beskyttelse

• Udover forsøg på at indføre forbud arbejder FN meget aktivt og direkte for at hindre, at børn bliver skadede ved mineulykker. FN-systemet har oplysningsprogrammer om problemerne i bl.a. Afghanistan, Angola, Bosnien og Hercegovina, Cambodia, El Salvador, Guatemala, Kroatien og Rwanda. I det tidligere Jugoslavien har UNICEF samarbejdet med det kroatiske undervisningsministerium om udarbejdelse af en vejledning for lærere og til brug for video-kassetter – beregnet for skoler og TV-stationer. Programmerne var allerede sidste år nået frem til omkring 400.000 børn i Bosnien og Hercegovina og i Kroatien. Før dette initiativ var mange børn blevet ramt af ulykker uden viden om minernes farlighed.
• Tilsvarende FN-ledede oplysningsprogrammer i Rwanda har nået 720.000 børn mellem syv og 14 år.
• Lignende aktiviteter foregår i EL Salvador, hvor man ligesom andre steder samarbejder med lokale myndigheder og organisationer om at nå frem til beboerne på landet med relevant information.
• Det er imidlertid klart, at børnenes behov for råd og vejledning om landminer langt overstiger mulighederne for at opfylde dem i tilstrækkeligt omfang.

Gamle og nye teknologier

• Skønt nye teknologier er meget vigtige for forbedring af metoderne ved minerydning, har der ikke været megen forskning, og der har været meget små fremskridt siden 1942. Der har ikke været større tilskyndelse til at arbejde med den nødvendige forskning, fordi mineulykker tiltrækker sig ringe offentlig interesse og sjældent sker i industrilande. I øjeblikket opdages de enkelte miner ved brug af stikstave, metalsporing eller specialopdrættede hunde. Brug af stikstave er langsom, forvirrende og farlig, især når minerne er udlagt i hård eller stenet jord, eller de er udstyret med tændsnore, der reagerer på selv små rystelser. Metalsporing virker godt, når minerne er pakket ind i metal. Men metal er i moderne miner i stigende grad blevet erstattet af plastic. Nye miner vil snart blive umulige at opdage ved brug af metaldetektorer.
• Hunde kan spore lugt og dampe fra minernes eksplosive stoffer, men de er temperamentsfulde, kræver lang træning og bliver hurtigt trætte. At finde den enkelte mine tager tid og må gøres med stor forsigtighed. Det er FNs politik at ødelægge miner ved sprængning. Brug af en eksplosiv ladning er sikker og pålidelig, men den er kostbar både med hensyn til eksplosiver og tid.

Eksperimenter og teorier

• Selv om der ikke har fundet megen forskning sted, har minerydningsfirmaer udført praktiske eksperimenter med mange konventionelle og ukonventionelle metoder til ødelæggelse af miner. De fleste har fulgt en af de tre vigtigste fremgangsmåder: neutralisering ved at deaktivere minen og overlade den til at rådne op; fjernelse med ødelæggelse på et senere tidspunkt; eksplosion ved hjælp af tryk, varme eller på anden måde.
• Neutralisering har til hensigt at gøre minerne fuldstændig inaktive ved biologisk påvirkning eller mekanisk afbrydelse af forbindelser. Biologisk påvirkning indebærer skabelsen af en organisme, der lever af visse elementer i eksplosive kemikalier, som derved bliver gjort uvirksomme. Mekanisk afbrydelse af forbindelser vil sige at ødelægge miner ved at bryde dem op uden at bringe dem til eksplosion – en metode man ikke har bevist kan anvendes mod miner i stålbokse. Kun erfaringen kan vise, om minerne faktisk ødelægges uden at eksplodere. Nogle hoppende eller springende miner kan neutraliseres ved at “krympe” eller forvride den ydre boks, så den indre eksplosionsladning forhindres i at springe ud.
• I Kuwait har man brugt en maskine, der var konstrueret til at sigte sandet på strandene ved feriesteder på en sådan måde, at de øvre lag sand blev sigtet. Men maskinen slog ikke til, fordi sten og bevoksning hindrede maskinen i at fungere ordentligt. Minerne blev derfor ikke uskadeliggjorte. For tiden bliver denne metode kun anvendt på fint klitsand.
• Mineplove har vist sig ineffektive, når det gælder beskyttelse af civile. Minerne bliver ikke ødelagte men spredt over et større område, hvor man ikke kan vide præcis, hvor de lander. Det betyder, at de mennesker, der skal fjerne minerne, er udsatte for større risiko, end de ellers ville have været.
• Luftbombardementer og sprængninger under vand kan uskadeliggøre miner eller gøre dem synlige ved at fjerne nærliggende jord. Indsats fra luften har også vist sig effektiv, når det gælder fjernelse af detonatorsnore, der er skjult af klitsand. Sprængninger i vand er derimod almindeligvis ineffektive, selv om mange miner i forvejen er meget bevægelige og flytter sig i mudderet til nye placeringer også uden sprængninger. Teknikken er yderligere problematisk, fordi der skal betydelige mængder vand til, før man overhovedet kan begynde på sprængninger.

Rydningsmetoder

• Mange metoder til fjernelse af minefelter ved anvendelse af mekaniske midler går ud på tryk til at bringe minerne til sprængning på stedet. I praksis er det vanskeligt at opnå ensartet tryk over store områder, og miner der har været i jorden i lang tid eksploderer måske først efter gentagne gange at være blevet udsat for pres. Måske eksploderer de slet ikke, så man ikke kan vide om minefeltet er fuldstændig ryddet eller ej.
• Mekanisk pres på miner opnås i reglen ved anvendelse af tromler, pansrede køretøjer, særlige tærskemaskiner eller eksplosiver. Det antages ofte, men fejlagtigt, at miner kan bringes til sprængning ved beskydning med håndvåben. Medmindre detonatoren rammes, forbliver minen sædvanligvis aktiv. Påvirkning med kugler fra våben kan derfor ikke anvendes som et effektivt middel mod nedgravede miner.
• Tromler til detonering af miner blev første gang taget i brug i 1942 og anvendes stadig af mange tropper til at komme igennem et minefelt. Dette sovjetiske system er blevet kopieret af mange lande. Uheldigvis kan de færreste tromler modstå gentagne sprængninger af anti-tank miner. Det sker også, at miner ryger om på den anden side af tromlen uden at eksplodere – især hvis tromlen er beskadiget. Generelt giver tromler sjældent mere end 70 procent garanti for rydning af et minefelt.
• Plejltærskere anvendtes første gang i 1940erne. Metoden blev videreudviklet i 1982, men for nærværende er metoden både dyr og upålidelig – mindre end 80 procent af minerne bliver ryddet. Det gælder også her, at de færreste af de store maskiner er så stærke, at de kan modstå gentagne minesprængninger.

Varm nok til at eksplodere

• Brugen af varme anbefales ofte som et godt middel til at detonere en mine eller til simpelt hen at brænde komponenterne op. Forskellige varmekilder er blevet prøvet og andre er blevet foreslået uden endnu er være blevet afprøvet.
• I Afghanistan og Cambodia er ild lejlighedsvis blevet brugt til at fjerne det tørre græs og andre vækster for at afsløre skjulte miner og måske sætte dem i brand. Desværre er nedgravede miner ofte upåvirkede af varmen, og andre former for minerydning må derfor tages i anvendelse bagefter. Ild kan dog fjerne den lave bevoksning, hvilket i reglen vil være en fordel.
• Laser og mikrobølger er blevet foreslået som midler til at ødelægge miner, men ingen af dem er blevet afprøvet i praksis. Opvarmning af jorden med mikrobølger ville i princippet kunne føre til, at mineboksen blev deformeret, så at detonatoren blev sat ud af funktion – eller til at minens eksplosive indhold gik i selvantændelse (ved 200-300 grader celsius). Den påkrævede energi ved denne metode er betydelig, og desuden vil miner i stålbokse og nedgravede miner være relativt upåvirkede.
• Også laser vil for det meste kræve en hel del energi, og et køretøj må være til rådighed for at anvende metoden. Et sådant system kan sandsynligvis kun anvendes effektivt ved rydning af miner på jordens overflade. Det hævdes dog, at kender man den nøjagtige beliggenhed af en mine under overfladen, vil det være muligt at rette laseren mod en del af de eksplosive stoffer i minen.

Konsekvenser for samfundet

• Landminer koster ikke kun de berørte stater, men også det internationale samfund enorme summer. En landmine, der indbringer sælgeren 3 dollars, koster det internationale samfund mellem 300 og 1.000 dollars at fjerne. Som et minimum vil det koste omkring 33 milliarder dollars at rydde de godt 110 millioner landminer, som i øjeblikket ligger i jorden verden over. I 1994 blev ca 100.000 landminer uskadeliggjort. Men samtidig blev der udlagt 2 millioner flere landminer. Det betyder, at det internationale samfund årligt får et underskud på “minerydnings-kontoen” på 1,9 million miner med yderligere omkostninger for rydning på 1,4 milliard dollars.
• Til disse omkostninger kommer prisen for at behandle ofrene for mineulykker. Det skønnes, at hvert mineoffer, der overlever, livet igennem vil koste samfundet op til 3.000 dollars til kirurgi og vedligeholdelse af proteser. Man regner med, at der for tiden er omkring 250.000 omsorgskrævende amputationspatienter – med en månedlig tilvækst på ca 2.000 mennesker. Det medfører yderligere omkostninger for det internationale samfund til kirurgisk bistand og støtteprogrammer på 750 millioner dollars.

Medicinsk krise

• Ofrene for mineulykker udgør en stor byrde for krigsplagede samfund. Samfundene med de største landmineproblemer er i almindelighed også dem, der har de færreste ressourcer til at tage sig af konsekvenserne. Den medicinske infrastruktur er ofte rudimentær, og der er mangel på medicinsk personale og faciliteter.
• De kvæstelser, der skyldes landminer, kræver i reglen proteser og intens fysisk behandling for at patienterne kan vende tilbage til en form for normalt liv. Denne behandling og omsorg er almindeligvis uden for de ramte samfunds kapacitet. De mangler generelt uddannet personale, faciliteter, udstyr og medicin. Et stort antal mineofre dræner de knappe medicinske ressourcer og forårsager ofte direkte organisatorisk kollaps i stærkt minerede områder. Som resultat heraf dør mange mineofre, der ellers ville have overlevet, og mange registreres overhovedet ikke af myndighederne.
• Foruden de sociale omkostninger betyder mineulykker meget store personlige omkostninger for de mennesker, der overlever. I næsten alle tilfælde mister ofret et af sine lemmer eller flere.
• I Cambodia er et ud af 236 mennesker amputationspatient – en andel der er hundrede gange højere end i Europa og USA. Alene i Angola findes der 20.000 mennesker med amputerede lemmer som følge af mine-eksplosioner. I de fleste landbrugssamfund indebærer tabet af et lem, at den ramte ikke kan udføre et normalt arbejde. Den pågældende kan ikke hjælpe til i marken, bære tunge byrder eller på anden måde bidrage til familiens underhold. Psykologisk set vil disse ofre tit komme til at betragte sig selv som en byrde for familien og deres nærsamfund. De giver sig ofte ud i tiggeri for at overleve. Hvis man skal sikre en bedre fremtid for disse mennesker må man sørge for, at de får de nødvendige proteser og den rette medicinske behandling.

Indskrænkning af aktiviteter

• De fleste minefelter er ikke afmærkede og kan derfor ikke skelnes fra omgivelserne. Som regel er den første advarsel, lokalbefolkningen får om eksistensen af et minefelt, at et familiemedlem, en ven eller nabo bliver dræbt eller såret. På det grundlag er det svært at bedømme omfanget af et minefelt og antallet af udlagte miner. På grund af farligheden ved at betræde usikkert område tvinges lokalbefolkningen til at undgå steder, hvor man ved, at en mine er eksploderet. Det betyder, at en enkelt mines eksplosion er nok til at gøre en mark eller et risdyrkningsområde utilgængeligt. I distrikter, hvor sulten truer, må beboerne alligevel trodse risikoen, og “afmærkningen” består af døde og sårede.
• I lande, hvor minerne er blevet nedlagt i dyrkbare markområder, må disse områder normalt tages ud af drift. Det medfører, at regioner, som tidligere var selvforsynende, nu er afhængige af fødevarer udefra.
• I Angola skønnes det, at landminer har reduceret fødevareproduktionen ved Melanje og andre byer med mere end 25 procent. I Mozambique er virkningerne af tørke blevet mangedoblet af minerne i markerne og vejene; i Sofala- og Zambesia-provinserne er nødforsyninger med mad blevet stærkt forsinket eller hindret af minering af vejene. I andre lande er minering af overrislingsanlæg og vandværker skyld i, at det er næsten umuligt at dyrke jorden i de marker, der er minefri.
• Desværre er det normal praksis for begge parter i en intern konflikt at anvende landminer, hvorved den nationale infrastruktur ødelægges. Veje, kraftforsyning, el-værker, overrislingsanlæg, vandværker, dæmninger og fabrikker er ofte mål for mineudlægning i borgerkrige. Efter afslutningen af sådanne konflikter er det meget tit umuligt at nærme sig sådanne anlæg for at reparere dem eller vedligeholde dem.
• Som følge heraf bliver forsyningerne med elektricitet, vand og andre ydelser sporadiske, og i svært minerede områder kan de helt ophøre. Overrislingsanlæg bliver ubrugelige med stærkt negative virkninger for landbrugsproduktionen.
• Når transport af varer, udstyr og andre fornødenheder stoppes af minerede veje, bliver lokale firmaer ude af stand til at fungere og må standse virksomheden. Følgen er stigende arbejdsløshed og øget inflation på grund af stigende priser på knappe varer. Alt dette fører til øget elendighed for befolkningen.

Kilde: FN’s informationskontor