- fordømmer brug, produktion, udvikling, anskaffelse og overførsel af antipersonel miner.
- forbyder underskrivende stater at assistere eller opfordre andre til at engagere sig i aktiviteter der er forbudt af konventionen.
- kræver at alle underskrivende stater destruerer oplagrede antipersonelminer.
- kræver at alle underskrivende stater rydder områder der er under deres kontrol eller domsmyndighed.
- berettiger enhver underskrivende stat ret til at søge og modtage assistance til at opfylde konventionens krav
- kræver at hver underskrivende stat udarbejder en årlig gennemskuelig rapport.
- opfordrer alle underskrivende stater til at arbejde sammen for at lette opfyldelsen af konventionens bestemmelser.
- kræver at de underskrivende stater bruger alle passende lovlige, administrative og andre forholdsregler til at forebygge og undertrykke aktivitet der er forbudt af konventionen.
- fordømmer ikke andre miner end antipersonel miner
Den 18 september 1997, blev der i Oslo holdt en diplomatkonference der ved afstemning vedtog en konvention der forbyder brug, oplagring, produktion og overførsel af antipersonelminer og kræver destruktion af antipersonelminer. Konventionen blev åbnet for underskrifter ved en mellemstatslig konference i Ottawa det samme år.
Konventionen trådte i kraft i marts 1999, og seks måneder senere havde 40 stater igangsat ratificeringsprocessen. Dette er første gang nogensinde et vidt udbredt våben er blevet forbudt ved international humanitær lov. Traktaten er pr. juni 2003 blevet ratificeret i 147 af de stater der har underskrevet den.
OttawaKonventionen er del af det internationale svar på den udbredte lidelse forårsaget af antipersonel miner. Konventionen er baseret på vedtægtsmæssige regler af international humanitær lovgivning, anvendelig af alle stater. Disse regler forbyder brug af våben, som ikke skelner mellem civile og kæmpende, eller som forårsager unødvendig lidelse eller overflødig skade.
Hvorfor fordømme brug af antipersonel miner?
Antipersonel miner kan ikke skelne mellem soldater og civile, og sædvanligvis dræber de eller påfører ofrene voldsom lemlæstelse. Antipersonel miner er relativt billige, små, og lette at bruge, hvilket har medført en enorm formering i millionvis over hele verden. Da de er meget lettere at bruge end af fjerne, er det svært eller umuligt i de fleste konflikter at bruge disse våben i overensstemmelse med international humanitær lovgivning.
Hvad er de grundlæggende forpligtelser Ottawatraktaten omfatter?
Stater der overholder traktaten må aldrig under nogen omstændigheder bruge, udvikle, producere, oplagre eller overføre antipersonel miner eller hjælpe nogen andre med det. De skal også destruere eksisterende antipersonel miner, hvad enten de er oplagrede eller i jorden, inden for en begrænset periode. Et lille antal af disse miner må bibeholdes til det ene formål at udvikle minerydningsteknikker og til at træne folk i at bruge disse teknikker.
Hvilke miner er berørt af traktaten?
Antipersonel miner er designede til at blive placeret på eller nær jorden, og til at detonere ved tilstedeværelse af, tilnærmelse fra eller kontakt med en person.
Ottawakonventionen forbyder kun brug af antipersonelminer. Den omfatter ikke (a) anti-tank eller anti-køretøjs miner (b) udtænkte anti-behandlings opfindelser der er koblet til anti-køretøjs miner for at forhindre fjernelse af denne eller (c) kommandodetonerende våben som kun kan affyres manuelt ved kamp og som ikke kan detoneres blot ved tilstedeværelse af, tilnærmelse fra eller kontakt med en person.
Hvornår og hvordan vil eksisterende antipersonel miner blive destrueret?
Oplagrede antipersonel miner skal destrueres indenfor fire år fra konventionen træder i kraft i hver enkelte stat. For miner der er lagt ud på jorden eller andet steds gælder det at de skal være ryddet indenfor ti efter konventionen er trådt i kraft i det pågældende land. Indtil denne destruktion er udført, skal alt sættes ind på at identificere minefelter og at markere disse, kontrollere dem, og beskytte mod indtrængen fra civile med hegn eller andet middel. Hvis en stat ikke kan opfylde kravet på en tiårig periode må staten ansøge om udsættelse af deadline blandt de deltagende stater, samt om assistance til at opfylde denne forpligtelse.
Hvordan kan denne traktat hjælpe mineofre?
Traktaten er et omfattende svar på landmineproblemet. De underskrivende stater har ikke blot forbud mod at bruge antipersonelminer, men de der er i stand til det indvilger i at yde assistance til minerydning, mine-awareness programmer og hjælpe med pleje samt rehabilitering af mineofrene.
Lande med mineproblemer har ret til at søge og modtage en sådan assistance fra underskrivere af traktaten og gennem FNs regionale eller nationale organisationer, afdelinger af Røde Kors eller frivillige organisationer (NGO). Disse samarbejdsaspekter i konventionen skulle spille en lige så stor rolle som den fordømmelse den pålægger staterne da den muliggør et internationalt effektivt svar på den lidelse der er skabt af disse våben.
Hvordan vil traktatens overholdelse sikres?
Ottawakonventionen inkluderer en række forholdsregler der har til formål at skabe tillid til at traktatens bestemmelser respekteres og til at behandle mistanke om brud på konventionen. Staterne skal årligt aflægge rapport hos FNs generalsekretariat om oplagrede antipersonelminer, minefelter, miner tilbageholdt til trænings formål, destruktion af miner og forholdsregler taget for at forhindre at civile bevæger sig ind i minefelterne. For at gøre minerydningen lettere, skal staterne også fremsende detaljerede tekniske informationer om de miner de har produceret før i tiden.
Hvis der tvivles på en stats overholdelse af traktaten, må der søges klarhed herom gennem FNs generalsekretariat, og om nødvendigt holdes der møde mellem de underskrivende lande.
På dette møde kan det besluttes at sende en undersøgelsesdelegation til at undersøge spørgsmålet om skyld til det relevante område der sås tvivl om i op til fjorten dage. På basis af delegationens rapport kan de underskrivende lande beslutte korrigerende aktioner eller retslige forholdsregler i overensstemmelse med FN-charteret.
Hvad skal et land gøre for at iværksætte Ottawatraktaten?
Stater der ønsker at tilslutte sig Ottawa traktaten må udtrykke deres samtykke gennem at ratificere aftalen via FNs generalsekretariat, aftalens varetager. Stater der har underskrevet traktaten forud for den trådte i kraft, men endnu ikke har ratificeret den, må afholde sig fra aktiviteter der kan underminere dens formål. Da traktaten trådte i kraft, blev der lukket for underskrifter, men stater kan tilslutte sig direkte, uden at underskrive den, ved at sende et tilsagn om tiltrædelse til varetageren af traktaten. Konventionen bliver bindende for en stat seks måneder efter den har afleveret ratificeringen eller tilsluttelsen til FNs generalsekretariat.
Kan en stat fordømme antipersonel miner og samtidig tilslutte sig aftaler der tillader brug af miner?
Tidligere regler angående brugen af antipersonel miner er omfattet i FNs konvention om særlige konventionelle våben fra 1980, Protocol II. Protokollen der blev ændret den 3 marts 1996, indeholder vedtægter om brug af alle typer miner, og lignende udstyr, inklusiv miner bestemt til at ødelægge tanks og andre køretøjer. Udover at bestemme regler for våben der ikke er dækket af Ottawa konventionen gør protokollen det muligt for en stat at henvise til protokollens bestemmelser, som den der pålægger en stat som bruger miner i en konflikt at fjerne minerne når konflikten er ovre. Sådanne bestemmelser kan bruges i en hvilken som helst konflikt mellem stater der har underskrevet protokollen ligegyldigt, om de har tilsluttet sig Ottawakonventionen. Stater der tilslutter sig Ottawa traktaten skal derfor også overholde Protocol II.
Follow