Varmen var ikke det eneste der slog rekorder på Roskilde Festival 2009. En velfungerende bar og glade festivalgæster medvirkede til at den humanitære forening Danmark mod Landminer kunne sende et rekordstort overskud til det mineplagede Uganda.
At vågne i sit telt på Roskilde Festival er altid en speciel oplevelse, og i 2009 blandede ‘almindelige’ Roskilde-lidelser som tømmermænd og hukommelsestab sig med heden fra den varmeste festival i 33 år, hvilket gjorde badesøen og Danmark mod Landminers kolde drinks ved søen til en ekstra god oplevelse for festivalgæsterne.
“Vi har aldrig haft så mange kunder i løbet af dagen” fortæller Nicholas Rasmussen, der er projektleder på Danmark mod Landminers projekt, “normalt plejer vi at have travlt når folk skal have morgenkaffe og så igen fra sidst på eftermiddagen når festen er ved at begynde. Men det var så varmt at vores økologiske smoothies blev revet væk hele dagen igennem”.
Samtidig med at omsætningen satte rekord havde Danmark mod Landminer formået at reducere udgifterne ved at få næsten alt inventar og alle byggematerialer fra sponsorer. Det gør at overskuddet fra Danmark mod Landminers bar aldrig har været større, næsten 350.000 kr, og det gør gavn i Kulu i det nordlige Uganda. Her får et internationalt oplysningsprojekt om faren ved landminer del i pengene fra Roskilde, og succesen på Roskilde Festival gør gavn. “Vi er lige blevet spurgt af vores projektpartner om vi kan træde til og lukke et hul i financieringen” siger den tilfredse formand Rune Saugmann, “og takket være det store overskud fra projektet på Roskilde kunne vi sige ja, hvilket gør at vi nu er i stand til at stå alene bag det 14-mand store uddannelseshold i tre måneder i 2010”.