Kategorier
Politisk arbejde

Topmøde i Cartagena de Indias, Columbia, giver resultater for Danmark mod Landminer

156 lande mødtes 1-3 dec. i Cartagena de Indias for at give et løft til processen frem mod en verden uden landminer. Og fremdriften kan mærkes både globalt og for Danmark mod Landminer, der indgår aftale om at teste minerydder-rotter i felten i Angola.

I forbindelse med det globale landminetopmøde lykkedes det at få en aftale i stand der sikrer at mineryddende rotter kan begynde at snuse sig frem til landminer i Angola allerede i 2010. Rotterne er opdrættet af organisationen HeroRATS og skal arbejde som en eksperimentel komponent i Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprojekt i Angola, og dette har længe været på Danmark mod Landminers ønskeseddel. “De mineryddende rotter er utrolig seje, men de er stadig relativt ukendte som minerydningsmetode” udtaler formand i DML Rune Saugmann. “De kan på sigt revolutionere minerydning og forhåbentlig gøre den billigere og mere fleksibel. Men minerydning skal altid være 100% sikker, og rotterne er stadig på forsøgsstadiet, og derfor går vi nu ind og støtter at de bliver prøvet af i projektet i Angola. I Danmark mod Landminer har vi ikke de mange millioner der skal til for at gennemføre et helt minerydningsprogram, så vi er utrolig glade for at vi ved at finansiere afprøvningen af den ny teknik kan være med til forhåbentlig at gøre en stor forskel. Hvis rotterne gør det godt og kan leve op til Folkekirkens Nødhjælps strenge kvalitetskrav kan det betyde et stort skridt fremad for minerydning.”
Forventningen er at det eksperimentelle projekt kan iværksættes allerede i 2010, og de første resultater vil være klar i 2011.

Kategorier
Roskilde Festival

521 engagerede festivalgængere til kamp mod landminer

‘Det var hårdt men også enormt sjovt’. Sådan siger en af organisatorerne bag Danmark mod Landminers aktiviteter på Roskilde Festival 2009.

Selv om det varme vejr gjorde arbejdet med at gå ud og lave aktiviteter for deltagerne på Roskilde Festival 2009 ekstremt hårdt, var Danmark mod Landminers hold af skuespillere i stand til at sætte gang i festivaldeltagerne med tankevækkende events og spil. Event-organisator Mathilde Villadsen er glad: “Det var hårdt men også enormt sjovt. I ‘landmine-twister’ kunne man risikere at ‘miste’ et ben i den i forvejen fysisk komplicerede leg, og det gjorde det hele virkeligt kompliceret og enormt sjovt at se på. Samtidig gjorde det jo også folk nysgerrige efter hvad det var der foregik, og alle var vildt interesserede i vores arbejde mod landminer”. Twister var bare én af de oplevelser Danmark mod Landminer tilbød festivalgæsterne. Som deltager i landminefodboldkamp måtte man affinde sig med at spille med et simuleret handikap – altså være enten døv, blind, et-benet eller mangle begge arme.  Aktiviteterne skabte stor interesse for Danmark mod Landminers arbejde og det lykkedes at rekruttere 521 støtter til foreningens arbejde.

Kategorier
Roskilde Festival

Danmark mod Landminer slår indsamlingsrekord

Varmen var ikke det eneste der slog rekorder på Roskilde Festival 2009. En velfungerende bar og glade festivalgæster medvirkede til at den humanitære forening Danmark mod Landminer kunne sende et rekordstort overskud til det mineplagede Uganda.

At vågne i sit telt på Roskilde Festival er altid en speciel oplevelse, og i 2009 blandede ‘almindelige’ Roskilde-lidelser som tømmermænd og hukommelsestab sig med heden fra den varmeste festival i 33 år, hvilket gjorde badesøen og Danmark mod Landminers kolde drinks ved søen til en ekstra god oplevelse for festivalgæsterne.
“Vi har aldrig haft så mange kunder i løbet af dagen” fortæller  Nicholas Rasmussen, der er projektleder på Danmark mod Landminers projekt, “normalt plejer vi at have travlt når folk skal have morgenkaffe og så igen fra sidst på eftermiddagen når festen er ved at begynde. Men det var så varmt at vores økologiske smoothies blev revet væk hele dagen igennem”.

Samtidig med at omsætningen satte rekord havde Danmark mod Landminer formået at reducere udgifterne ved at få næsten alt inventar og alle byggematerialer fra sponsorer. Det gør at overskuddet fra Danmark mod Landminers bar aldrig har været større, næsten 350.000 kr, og det gør gavn i Kulu i det nordlige Uganda. Her får et internationalt oplysningsprojekt om faren ved landminer del i pengene fra Roskilde, og succesen på Roskilde Festival gør gavn. “Vi er lige blevet spurgt af vores projektpartner om vi kan træde til og lukke et hul i financieringen” siger den tilfredse formand Rune Saugmann, “og takket være det store overskud fra projektet på Roskilde kunne vi sige ja, hvilket gør at vi nu er i stand til at stå alene bag det 14-mand store uddannelseshold i tre måneder i 2010”.

Kategorier
Projekter

Kunstneren Lars Ravn donerer litografier til støtte for Danmark mod Landminer

Lars Ravn har skabt et fantastisk litografisk kunstværk til gavn for Danmark mod Landminer. Litografiet tematiserer smukt budskabet om en verden fri for landminer, og evner at gøre det ellers noget ‘tunge’ landmine-emne smukt og rart at se på for beskueren.

Der er 100 nummererede eksemplarer af litografiet, de koster 2200 kr. og hvis du er hurtig kan du erhverve et ved at skrive til os på runesaugmann (at) landminer.dk

Litografi 2009 af Lars Ravn

Litografiet blev præsenteret ved Kunst i Påsken, et indsamlingsprojekt Danmark mod Landminer stod bag i samarbejde med Rotary-klubberne på Frederiksberg Mange mennesker var mødt op får at få et glimt af det nye litograf, og endvidere var der taler ved:

  • Jørgen Glethøj, Frederiksberg Borgmester
  • Stig Glent-Madsen, formand for Dansk Flygtningehjælp
  • Else Marie Bukdahl, tidl. rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakadem

Efter afsløringen, foretaget af Lars Ravn og Else Marie Bukdahl, fortalte Else Marie Bukdahl indgående om litografiet og Lars Ravns kunstneriske udvikling.

Litografiet kan købes for 2.200 kr. ikke indrammet, og for 3.000 kr. indrammet ved kontakt til Frederik Bagger på frederikbagger(@)landminer.dk

Kategorier
Politisk arbejde

Kronprinsesse Mary besøger DML-projekt i Uganda

DML-projekt i Uganda fik fornemt besøg
Under sin tur til Uganda besøgte Kronprinsesse Mary det minerydningsprojekt i Gulu i det nordlige Uganda som Danmark mod Landminer er med til at betale for. “Vi er stolte over at stå bag netop dét projekt der bliver udvalgt til fornemt besøg” udtaler formand Rune Saugmann, og fortsætter “Det viser at vi er med i nogle af de projekter hvor der virkelig kommer smæk for skillingen, og hvor i nærområdet får en markant forbedret livskvalitet.”

Pengene samlet ind af frivillige på Roskilde Festival
Danmark mod Landminer har i år støttet projektet i Gulu med over 300.000 kroner. Størstedelen af pengene kommer fra organisationens indsamlingsprojekt på Roskilde Festival. Her drev over 100 frivillige i en uge en bar, og i det dejlige solskinsvejr kom der virkelig nogle drinks over disken. “Vi lavede smoothies og cocktails som aldrig før. Og med en omsætning på næste én million har vi kunnet sende 300.000 kroner direkte til mine-bekæmpelse i Uganda og Mocambique” siger Nicholas Rasmussen, frivillig projektleder på indsamlingsprojektet.

Mary sprængte en landmine
Under besøget hjalp Danish Demining Groups mineryddere Mary med at udføre en kontrolleret sprængning. Danish Demining Group er den organisation der står for den konkrete minerydning, og Danmark mod Landminer har med to donationer i 2008 støttet arbejdet med i alt 338.000 kr. Ud over penge fra indsamlingsprojektet på Roskilde Festival stammer donationen fra ‘Kunst i Påsken’ – et projekt Danmark mod Landminer udførte i samarbejde med Rotary.
Du kan læse mere om Marys besøg i Uganda her eller se DR’s reportage Kronprinsessen i Afrika. Den blev sendt tirsdag d. 7 oktober, og ca. midtvejs er der billeder fra DML-projektet.